Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Værdigrundlag og pædagogik

Værdigrundlag for Gjessøs børn
 

Hos "Gjessøs børn" vil vi udnytte vores overskuelige rammer til at skabe trygge og robuste børn i et nært og varmt miljø, hvor livsglæde og kreativitet støttes sideløbende med indlæring af fagkundskaber og færdigheder. Sammenhængen og den røde tråd i børnelivet er bærende for "Gjessøs børn". 

 

Vi ønsker at være et levende sted, hvor børn og voksne møder hinanden med åbenhed og nysgerrighed, og hvor alle oplever sig som en vigtig del af fællesskabet. Vi ser forskellighed som en styrke, og vi vil med det personlige nærvær i centrum styrke og udvikle det enkelte barns personlighed, så det bliver i stand til at tage ansvar for såvel sig selv som for fællesskabet samt udvikler sine samarbejdsevner og sin lyst til medbestemmelse.

 

Vores dagligdag bygger på respekt, åbenhed og tolerance overfor såvel det nære som den større omverden. Både børn og voksne har stort råderum, og gensidig tillid vægtes højt. Hos "Gjessøs børn" ser vi muligheder frem for begrænsninger, og vi har mod til at gå nye veje og afprøve nye idéer.

 

Vi finder det værdifuldt, at børnene bliver fortrolige med den natur, der omgiver os, og vi inddrager derfor naturen omkring os aktivt i leg og undervisning. Vi lægger stor vægt på kropslig udfoldelse og fysisk aktivitet både i undervisning og fritid med det formål at styrke børnenes handlekompetence, så de både nu og senere i livet kan foretage sunde valg, såvel fysisk, psykisk som socialt for sig selv og andre.

 

Gennem fleksible overgange mellem børnehave og skole, barn til barn læring, undervisning i klasser og på mindre hold, projektuger mv. vil vi udfordre børnene og bevare deres nysgerrighed og lyst til at lære, så de bliver rustet til at møde et samfund i forandring efter deres år i Gjessø. 

 

Fællesbestyrelsen